32 Særlige anmodninger

 

Særlige anmodninger vedrører tilladelse til at kære eller anke efter appelfristens udløb og tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller anke ved Højesteret.

Hvis du ønsker genoptagelse af en sag, som i 1. instans er behandlet ved byret eller landsret, og hvor du er dømt som udebleven, skal du i stedet sende en anmodning til byretten eller landsretten i den pågældende sag. Du skal på sagen under fanebladet ”Dokumenter og meddelelser” trykke på ”Tilføj dokument” og vælge ”Processkrift” eller ”Meddelelse”.

Se mere om genoptagelse i vejledning om domstolenes sagsportal, afsnit 28.

 

32.1 Kære og anke efter fristens udløb

 

Hvis fristen for at anke eller kære er overskredet, vil landsretten afvise anken eller kæren. Du kan anmode om tilladelse til at anke eller kære, selvom fristen er overskredet (oprejsningsbevilling). Du anmoder om tilladelse ved at vælge ”Opret appel” og vælge ”Særlige anmodning”.

En anmodning om anke efter fristens udløb skal indleveres på sagsportalen hurtigst muligt og senest 1 år efter, at byretten eller Sø- og Handelsretten har afsagt dom.

En anmodning om kære efter fristens udløb skal indleveres på sagsportalen hurtigst muligt og senest 6 måneder efter, at byretten har truffet afgørelse.

Du bør begrunde, hvorfor der ikke er anket eller kæret inden fristens udløb. Landsretten giver kun undtagelsesvist tilladelse.

Du skal ikke betale retsafgift for at søge om tilladelse til at kære eller anke efter fristens udløb.

Du skal indlevere din ansøgning på domstolenes sagsportal. Byretten vil overføre sagen med bilag til landsretten. Landsretten får automatisk overført de oplysninger, som er registreret på sagen.

Når du indtaster dine oplysninger, kan du for hvert trin enten gemme og gå videre ved at trykke på ”fortsæt”, eller du kan gemme som en kladde med henblik på senere at gøre ansøgningen færdig. Når du har godkendt dine oplysninger, dannes der automatisk en ansøgning. Du har mulighed for at indlæse nye bilag i forbindelse med ansøgningen.

Landsretten vil normalt afgøre sagen ud fra de oplysninger, landsretten har, men kan også bede din modpart om bemærkninger.

 

32.2 Ekstraordinær anke og kære

 

Højesteret kan undtagelsesvis give ekstraordinær tilladelse til at anke en dom, der er afsagt af en byret, hvis dommen er mere end et år gammel. Højesteret kan også give ekstraordinær tilladelse til at kære en afgørelse, der er truffet af en byret, hvis afgørelsen er mere end 6 måneder gammel. Hvis der er gået kortere tid end et år, fra dommen er afsagt, eller 6 måneder, fra afgørelsen er truffet, skal du ikke søge Højesteret om tilladelse, men i stedet søge landsretten om tilladelse til at anke eller kære efter fristens udløb, se vejledning om domstolenes sagsportal, afsnit 32.1.

I nogle tilfælde kan man ikke anke eller kære uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, se afsnit 29.2. Hvis du har søgt og fået afslag fra Procesbevillingsnævnet, kan du søge Højesteret om ekstraordinær tilladelse til at anke eller kære, selv om der ikke er gået et år, fra dommen er afsagt, eller 6 måneder, fra afgørelsen er truffet.

Tre betingelser skal alle være opfyldt, for at Højesteret giver tilladelse til ekstraordinær anke eller kære efter retsplejelovens § 399:

1.     Det skal være overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været urigtigt oplyst, og at sagen efter en genoptagelse vil få et væsentligt forskelligt resultat,

2.     kun ved en genoptagelse kan et indgribende tab undgås, og

3.     omstændighederne skal i høj grad tale for genoptagelse.

Højesterets praksis for at tillade ekstraordinær anke er restriktiv.

 

32.2.1 Hvordan søger du om ekstraordinær anke og kære

 

Har en sag været behandlet på minretssag.dk, skal du søge om ekstraordinær anke eller kære på sagsportalen. Du skal på sagens forside trykke på ”Opret appel” og derefter vælge ”Særlige anmodninger”. Anmodningen vil blive sendt til den ret, der har behandlet sagen, og denne ret vil overføre sagen med bilag til Højesteret. Højesteret får automatisk overført de oplysninger, som er registreret på sagen.

Når du indtaster dine oplysninger, kan du for hvert trin enten gemme og gå videre ved at trykke på ”fortsæt”, eller du kan gemme som en kladde med henblik på senere at gøre ansøgningen færdig. Når du har godkendt dine oplysninger, dannes der automatisk en ansøgning. Du har mulighed for at indlæse nye bilag i forbindelse med ansøgningen. Du skal i din anmodning skrive, hvorfor du mener, at anke skal tillades. Du skal også vedlægge dokumentation, f.eks. dokumenter som ikke tidligere har været med i sagen.

Højesteret vil normalt afgøre sagen på skriftligt grundlag ud fra de oplysninger, Højesteret har, men kan også bede din modpart om bemærkninger. Du vil få adgang til Højesterets sag på minretssag.dk.

Når en sag ikke har været oprettet på minretssag.dk, skal du sende ansøgningen direkte til:

Højesteret
Prins Jørgens Gård 13
1218 København K

Med anmodningen skal du sende de domme eller afgørelser, som er afsagt af byretten og landsretten, og andre relevante bilag.

Du skal betale en retsafgift på 2.000 kr. Du får ikke beløbet tilbage, hvis du får afslag.

Læs mere i vejledning om domstolenes sagsportal, afsnit 21.2 om at betale retsafgift på sagsportalen.